Sidste weekend besluttede vi os, efter nøje overvejelser, for at køre til det sydvestlige Illinois. Rettere sagt byen St. Louis. En by som vi havde hørt meget godt om. Blandt andet fra det ældre ægtepar vi har besøgt og nogle fra Danfoss. Jesper havde desuden hørt om en udstilling med menneskekroppe, "Body Worlds", der netop var i St. Louis. Den ville han meget gerne se. Stine var dog lidt skeptisk over at skulle se døde menneskekroppe, som er konserveret og pillet så man kan se muskler, sener og knogler.

At køre til St. Louis betød en fire en halv times køretur ned gennem Illinois. På vejen besøgte vi "Wildlife Prairie State Park", hvor der blandt andet var sorte bjørne, bisonokser, ulve og kongeørne. Så fik vi alligevel set en rigtig kongeørn! Rute 66, der begynder i Chicago, kører gennem Springfield til St. Louis. Det betød at vi kørte meget af vejen parallelt med rute 66. Vi måtte også en tur ud på ruten, der kører lige ved siden af motorvejen. Vi gjorde et stop ved en gammel benzinstation på den historiske vej. Bemærk deres åbningsskilt, hvor der står, "Open 24 Hrs., Except when closed"



Vores frokost blev ved en af de utallige fastfood kæder, der ligger langs motorvejen. Denne hed "Dairy Queen". Vi fik en menu, som man kender den fra McDonalds, men selvom de prøver, bliver det efter vores mening aldrig ligeså godt som McD.

Vi ankom til St. Louis ved 15 tiden. Fra afstand så det ud til at være en spændende by. En smuk bue i forgrunden rakte over de høje bygninger. Vores oplevelse med byen blev dog en ganske anden.
Byen ligger lige på grænsen til staten Missouri. Idet vi kørte over floden, og kom ind i Missouri, var det som om at vores uheld begyndte. For det første havde vi ikke så meget benzin på bilen. Vi fandt en tank. Jesper startede pumpen, som man jo gør og få gallon efter stoppede pumpen som om tanken var fyldt op. Vores tank var dog stadig næsten tom, så der var rigelig plads til mere benzin, -måske der ikke var mere benzin på tankstationen?
Vi bemærkede at området var rimelig snusket. Det er ret tydeligt at se når man befinder sig i et "bad neighbourhood", så vi måtte hellere komme videre.

Vi ville nu finde Science Centret hvor udstillingen var. Vi kørte lidt forvirrede rundt og fandt endnu en tank, hvor vi var inde for at høre om vej. Vi fandt indgangen - endelig efter mange timers kørsel. Det viste sig at man skulle benytte en anden indgang, hvis man skulle se deres særudstilling. Så vi måtte ud på vejen igen, - Suk. Vi kørte igen lidt rundt og fandt til sidst den anden indgang.. Vi kom hen til parkeringspladsen, hvor en "parkeringsmand" kunne fortælle os, at der var udsolgt for i aften. Det var medlemsaften - hvor uheldig kan man være?
Vi kunne købe medlemskab for 60 dollars, men det syntes vi var lige i overkanten. Ret trætte af det hele forlod vi museet igen. Vi besluttede at finde buen, Gateway Arch, som man kunne komme op i. Så vi da i det mindste kunne få lidt ud af de mange miles. Vi fandt en parkeringsplads tæt på buen og til vores overraskelse var der UDSOLGT for flere ture til toppen. Vi valgte alligevel at gå ned og se hvad det var for noget. Efter 15 min i sikkerhedskontrollen kunne vi bekræfte, at vi altså heller ikke kunne komme op i buen, de to biografer med film om buen var også udsolgt. Det var altså ikke vores dag. Da vi gik rundt nede på museet under buen startede alarmen, - det kunne da lige passe at buen styrtede sammen over os.. Det var heldigvis falsk alarm, og vi besluttede at skynde os ud af denne dumme by!!

Vi havde booket et hotelværelse i Springfield. Omkring en en halv
timers kørsel fra St. Louis. Springfield viste sig at være en rigtig hyggelig by. Der tilbragte vi vores Søndag.

Springfield er Illinois hovedstad, så her holder deres "regering&" til.Derudover er byen kendt, da præsident Abraham Lincoln er opvokset i byen. Vi var inde og se et spændende museum omkring hans liv. Lige fra hans opvækst til hans tragiske død. Her lidt interessant historie omkring Lincoln.



Abraham Lincoln var USA's 16. præsident, og den første præsident fra det republikanske parti. (samme parti som Bush - USAs konservative parti) Han var præsident under borgerkrigen 1861-1865, og var som sådan ansvarlig for slaveriets ophævelse. Han anses i dag for en af de største præsidenter, USA nogensinde har haft. Han blev skudt under en teaterforestilling den 14.april 1865. Stine købte et postkort med præsidentrækken. Det er sjovt nok at se, hvor mange af dem man egentligt kender. Man må jo kende lidt historie om det land man besøger..

I Springfield var vi også ude og se Lincolns grav og "Camp Butler Memorial Cemetery". Camp Butler Memorial Cemetery er en kirkegård, hvor mere end 18.000 soldater fra Illinois mindes. Det var et voldsomt syn, men heldigvis er kirkegården også for soldater der døde flere år efter deres deltagelse i krigen.I Springfield var vi da også et smut på den historiske rute 66. De gør rigtig meget ud af den, med mange attraktioner rundt omkring. Blandt andet var der en del Route 66 restauranter i Springfield og et museum (som dog var lukket). Vi var inde på en af restauranterne for at få nogle super gode amerikanske milkshakes. Mums!!

Nåå ja, vi bør da også lige berette om vores frokost i Springfield. Jesper havde læst, at Springfield er kendt for deres "Houseshoe-sandwich". Jesper havde dog ikke fortalt Stine om hvad det egentligt var. Vi fandt en hyggelig, travl og meget lokal sports-cafe, hvor der på mange skærme blev vist dagens NFL-kampe. Stine skimtede hurtigt menukortet, - sandwich der inkluderede french fries, det lød da som de sandwich vi plejede at få. Stines tanke var at sandwichen da sikkert bare var formet som en hestesko. Stine bestilte en ponysko og Jesper en hestesko. Efter bestillingen fortalte Jesper hvad det var. Sandwich med pommes fritter og sauce ovenpå. Måske Stine snart skal lære at læse menuen grundigt. Men det var da sjovt nok at prøve at smage en rigtig Springfield-amerikaner specialitet. Vi spiste dog kun ca. 1/3 af sandwichen, de var pænt store. Efter at have set alle turist-attraktionerne i Springfield vente vi snuden mod Rockford.

Billeder kommer snarest... :-D

I går onsdag var det Halloween, hvilket der gøres meget ud af her i USA. Butikkerne har længe været fyldt med alt muligt Halloween slik, udklædning og pynt.

Da Jesper mødte på Danfoss i går morges, var en del af de ansatte også udklædt. Alt fra hekse til grise lavede VLT'er..

I de forskellige byer er der faste tidspunkter for hvornår man går rundt til husene for at få slik. I Rockford var det mellem 17.30 og 18.30, så vi tog bilen ind til et lille boligkvarter, hvor vi gik en lille tur for at se på alle børnene der løb fra hus til hus.



Mange gjorde et stort nummer ud af at pynte deres huse. Der var både spindelvæv, røgmaskiner og mekaniske dukker i haven. I en have stod en mand og spillede el-guitar for at lave uhyggelilge lyde. Også mange af de voksne der delte slik ud var udklædte.

Der var rigtigt mange børn på garderne, alle blev fulgt rundt af deres forældre.



Efter at have gået lidt rundt, fandt vi tilbage til bilen.
Vi havde for nogle uger siden kørt i en gade på den anden side af floden, hvor der var mange huse der var pyntet, så vi ville se om vi kunne finde den gade igen. Jesper mente den var i den ene retning og Stine i den anden (Stine havde selvfølgelig ret)

I gaden var der rigtigt mange mennesker, og mange af husene var pyntet rigtigt flot. Der var så mange børn ved husene at de stod i kø for at komme frem til døren for at få noget slik. Hvorfor netop denne gade var så populær ved vi ikke, men vi gætter på at det er de mere velhavende der bor her, i et område hvor der ellers er mange "fattige" familier.



Halloween aften var jo også afslutningen for vores "Græskarhoved afstemning".

Stemmefordelingen endte som følger:

Hoved nr. 1 = 62% (33)
Hoved nr. 2 = 38% (20)

Og hvem havde så lavet hoved nr. 1???



Jesper... :-D

Denne weekend startede tidligt for os, meget tidligt. Vi kørte fra Rockford lørdag klokken tre om natten, første stop var en Road Ranger, hvor vi købte en stor spand kaffe og et par Donuts.
Herefter kørte vi mod Chicago, denne gang for at nå et fly fra Chicago O'hare til Buffalo, New York.

Hele turen var bestilt på Cheaptickets.com, så det var utroligt nemt at arrangere turen. Vi valgte blot den ønskede flyafgang, bestilte parkering ved O'hare, hotel i Buffalo og bil-leje i samme omgang. Det er nu smart, også er det blot at printe fire papirer ud, og så er det styr på alt.

Første forhindring blev dog at finde det sted, lige syd for lufthavnen, hvor vi skulle parkere vores bil. På kørselsbeskrivelsen stod der at det lå lige ved Days in hotellet og vi kende adressen, så det kunne vel ikke være det store problem at finde. Vi fandt da også hurtigt vejen, hvor det skulle ligge. Vi kørte ind et sted, hvor der var parkering, men det var ikke det rigtige navn og der var ikke noget hotel Days in, så det kunne jo ikke være der. Vi kørte videre og fandt da endelig Days in hotellet, men igen parkering. Vi var inde og spørge i receptionen, men de kendte intet til det parkeringshus vi ledte efter. Videre til en tankstation der heller ikke kendte det. Vi fandt dog nogle vejnumre, og kunne derudfra guide os til parkeringshuset. Vi var i god tid, men alligevel endte det med at blive lidt spændende i forhold til tiden og om vi nåede vores fly. Det viste sig at være det første sted vi kørte ind, de havde bare ændret navn uden at ændre deres skilte, - det er jo rigtigt smart.

Parkeringen var "valet" parking, hvilket vil sige at man afleverer bilen incl. nøgler og får en lille kvittering på bilen, som så bliver kørt væk for at blive parkeret et andet sted.
Vi blev så kørt direkte til United Airlines terminal med en shuttle bus, og kom igennem en ret grundig sikkerhedskontrol inden vi fik lov at gå ombord på flyet til Buffalo. Blandt andet måtte vi også af med skoene. Vi blev dog forsinket ca. 20 min da vi i bogstaveligste forstand kom til at holde i kø til landingsbanen. Det er helt utroligt så mange fly det lander og letter fra O´hare lufthavn, det er et flot syn, men godt man ikke bor der. Da vi kørte til lufthavnen fløj et fly lige over hovederne på os.

Efter 1 time og 10 minutter i luften landede vi i Buffalo, i gråt vejr. Hvilket Stine selvfølgelig var klar over, og havde derfor planlagt at bruge lørdag på at tage til Toronto, Canada. Efter at have fået vores taske i lufthavnen, gik vi over for at få vores bil som vi havde lejet på forhånd. Vi fik en kæmpe bil med lædersæder og mange automatiske funktioner. Jesper skulle da også lige trykke på alle knapper før vi kørte. Efter et par underskrifter fik vi nøglerne, og kørte direkte mod Toronto.

Toronto var ved første øjekast blot som så mange andre nordamerikanske byer, ret kedelig uden andet liv en det der foregår inde i de meget store bygninger. Vi startede med at tage en tur op i verdens højeste bygning, CN Tower (553,33m), Canadas Wonder of the World.
Turen op forgik i elevator med glasside, så der var rig mulighed for højdeskræk. Man kommer dog ikke højere op end 342m, men udsigten er bestemt god alligevel. I en lille del af dækket har de lavet glasgulv, så man kan få fornøjelsen af at kigge direkte ned på gaden, imellem ens fødder.

Efter at have nydt udsigten fra CN Tower, gik vi en tur rundt om deres stadion, hvor folk var ved at gøre sig klar til Football kamp. I Canada gøres dette ved at spise en masse hotdogs, overalt i gaderne omkring stadionet var der hotdog boder.
Vi gik herfra ind til deres shopping område, hvor der var massere af mennesker på gaden og sjove butikker. Det lykkedes endnu engang Stine at spotte H&M poser hos de forbipasserende, så vi måtte naturligvis finde ud af hvor de kom fra. Toronto Downtown gemte på en fantastisk by med alt hvad man forestille sig. Så vores førstehåndsindtryk om en kedelig nordamerikansk by uden liv var ikke helt korrekt. Efter at have gået lidt rundt i gaderne i Toronto fandt vi tilbage til vores bil. Det var ved at blive mørkt og det var begyndt at regne, så vi valgte at se resten af byen fra bilen. Her kørte vi gennem deres "designer gade" og China town. Stine var dog lidt træt af at skulle køre forbi alle de fine butikker. Herefter fandt vi "QEW" som skulle føre os tilbage mod Buffalo og vores hotel.

Vi valgte at køre en tur forbi Niagara Falls på tilbagevejen for at se det om aftenen, hvor det er oplyst. Vi blev lidt overraskede over hvor meget "Tivoli" der er over området. Der er fyldt med hoteller, casioner og turist gejl. Men vandfaldet var imponerende, og virkelig flot med lys på. Det er slet ikke til at forestille sig hvilket syn det er, første gang man ser det. Efter at have taget et par billeder af vandfaldet, hvilket ikke er helt nemt når det er mørkt, kørte vi tilbage til USA. Ved grænsen blev vi igen spurt om en masse spørgsmål, de amerikanske grænsevagter virker ret grunding og har nogle "tricky" spørgemetoder. Men vi kom dog over grænsen uden de store problemer.

Igen havde vi lidt problemer med at finde vej. Ifølge hotellets hjemmeside skulle hotellet være meget nemt at finde, fordi det lå lige ved afkørslen på motorvejen. Derfor havde vi ikke fået lavet os en detaljeret beskrivelse fra google maps. Men uden kort og i mørke er det ikke nemt at lokalisere sig et sted man kun lige er kørt igennem. Så det blev en rundtur i Buffalo på over en time, før vi endelig fandt den rigtige afkørsel. Dog var skiltningen dårlig ved afkørslen, så vi fik os lige en ekstra tur. Når man har været i gang i tæt på 20 timer, er det ikke lige det man har brug for. Men vi grinede da lidt af os selv, og var lidt trætte af, at vi ikke havde fået anskaffet os den ellers billige GPS man kunne leje i udlejningsselskabet, - det skal jo ikke være nemt det hele.

Søndag var det igen tidligt op for at få en hel dag ved Niagara Falls. Området omkring vandfaldet er ret fladt, og fra vandfaldet er det en meget tydelig "tåge" som stiger et godt stykke op i luften, så vandfaldet kan ses på ret lang afstand. Vi valgte at parkere på den amerikanske side, og gå over broen til Canada. Først så vi den del af vandfaldet der hedder "American Fall". Der er bygget en stor platform, så man kan se vandfaldet fra en lidt bedre vinkel.

Herfra gik vi over på den anden side af kløften, til Canada. Da vi havde sprunget morgenmaden over, fik vi tidlig frokost på en lille restaurant hvorfra man kunne se begge vandfald.

Hestesko vandfaldet, som er det mest kendte af de to vandfald som udgør Niagara Falls er imponerende. Vandet styrter ned af et hesteskoformet vandfald, fra bunden kommer der en kæmpe sky af tåge. Er man tæt ved vandfaldet kan man nemt få en omgang "regn" i hovedet, hvis vinden vender.

Der er et hav at muligheder for at opleve vandfaldet, og mange der gerne vil tjene penge på det.
Alt fra helikopter turer, båd turer og endog er der en tunnel bag vandfaldet. Den mest berømte er nok "Maid of the Mist" som sejler helt tæt på vandfaldet. Men disse både havde desværre lukket for sæsonen. Så vi valgte i "Journet behind the Fall" hvor man kommer ned i nogle gange bag vandfaldet, og ser det "indefra". Man får også mulighed for at komme ud på en platform lige ved siden af vandfaldet og se det på tæt hold. Her er det god mulighed for at blive våd, hvilket et billede af Stine er et godt eksempel på.

Efter at have set hestesko vandfaldet fra den Canadiske side, gik turen igen tilbage til USA for, at se det fra den amerikanske side også. Her går man ud på en ø, som ligger midt i floden, og adskiller de to vandfald, Goat Island. Hestesko vandfaldet er næsten mere imponerende fra denne side da man bedre kan se formen, som er lidt skjult fra Canada siden pga. tågen. Træerne på Goat Island var også rigtig flotte, med efterårs farver.

Vi var også inde og se en IMAX film om vandfaldet, hvor man får gennemgået historien om vandfaldet. Hvilket var meget interessant. Der er bla. en gammel dame som har taget turen ned over vandfaldet, i en tønde sammen med sin kat i håb om berømmelse. Hun overlevede, men dødede ligesom mange andre der har forsøgt at tjene penge på Niagara, i dyb fattigdom. En dreng har også overlevet at styrte ned af vandfaldet blot med en redningsvest, da hans båd kæntrede.

Klokken fem forlod vi Niagara Falls, da vi skulle nå vores fly klokken syv. Flyveturen hjem var rigtig flot, vejret var helt klart. Vi fløj over et oplyst Niagara Falls og Toronto, - en god afslutning. Da vi landede i Chicago O'hare fandt vi shuttle bussen til parkeringshuset, og fik nøglerne til vores bil. Klokken 22 søndag aften var vi igen "hjemme" på værelset i Rockford. Efter en virkelig fantastisk weekend med mange oplevelser.

Toronto og Niagara Falls